Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/amfalch.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600
Hvordan kan venner/veninder/bekendte/familie hjælpe de nærmeste pårørende? – AM Falch
Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/amfalch.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 600
Kræftpårørende

Hvordan kan venner/veninder/bekendte/familie hjælpe de nærmeste pårørende?

25. oktober 2017

Først og fremmest vil jeg sige, at pårørende selvfølgelig har hver sin måde at reagere på og hver sin lyst til at snakke om tingene. Men dernæst vil jeg ud fra min mening sige, at du nærmest ikke kan sige noget forkert til en, som er pårørende til en kræftsyg eller anden alvorlig sygdom.
Du skal ikke føle, at du har sagt noget forkert, hvis den pårørende begynder at græde. Det er naturligt at den pårørende begynder at græde i en svær tid. Du kan sagtens spørge videre, selvom der er tårer, som triller ned af kinderne på den pårørende. Det renser at lade tårerne løbe. Jeg er selv rigtig dum til at lade dem løb. Det er ikke fordi jeg ønsker, at de skal løbe, men de gør det bare oftest i mit eget selskab. Jeg kommer ofte til at sætte lidt en facade op og svarer på de praktiske spørgsmål, hvorpå jeg ikke uddyber, hvordan jeg har det følelsesmæssigt.

Jeg kan mærke, at det er svært for mange af mine nærmeste at spørge direkte, hvordan jeg har det med det hele, de spørger ofte til, hvordan det går med den kræftramte. Men jeg har fundet en ny måde at få renset helt ud for mine følelser og tanker, hvilket jeg vil skrive mere om på fredag.

Jeg vil sige, at man som nærtstående person til en pårørende aldrig kan sige noget forkert, det eneste du kan gøre forkert er IKKE at spørge – men blot lade som om, at intet er sket.

Jeg bliver faktisk lidt taknemmelig, når nogen spørger ind til mig, ikke fordi jeg godt kan lide at fortælle om det; det er som sagt rigtigt svært for mig. Men jeg er taknemmelig, fordi jeg ved, at dem som spørger, de reelt interessere sig for mig, og hvordan jeg har det. Det varmer rigtigt meget, og i et forløb som jeg er i nu, der finder jeg virkelig ud af, hvem der er der for mig, og hvem som ikke er. Jeg føler, at det er blevet lidt akavet imellem nogle veninder/venner/bekendte og jeg efter at jeg blev pårørende til en alvorlig syg, fordi jeg kan mærke, at de holder lidt afstand, da de er bange for at åbne op for det følelsesladet. Det er jo ikke alle, som er gode til at være i dét. Så jeg kan mærke de ved det, tager lidt afstand, tør ikke komme ind på emnet, men ligesom trækker sig lidt. Det er svært at beskrive, hvordan det faktisk reelt føles, men det er en underlig følelse, og jeg vil bare sige, at det jo er forståeligt, hvis en veninde/ven/bekendt aldrig selv har stået i en lignende situation, fordi så er det svært at vide, hvilket ben man skal stå på. Samt hvad ønsker den pårørende egentligt af én? Dertil kan jeg kun sige; SPØRG! Spørg om det er noget, som den pårørende vil snakke om. De fleste vil sige ja, og så kan i snakke videre derfra, og har du svært ved, hvad du selv skal sige, så bare spørg, hvordan den pårørende har det, hvordan hele familien har det, og så lade den pårørende snakke løs. Ofte er det, hvad en pårørende har brug for – at blive lyttet til! Så vær ikke bange for at trænge dig på, det er nemlig svært at spørge om hjælp fra en pårørende.

Er det i startperioden, hvor sygdommen lige er konstateret, så har de pårørende virkelig brug for at snakke om det, men de har svært ved, hvordan de skal få startet op, og hvordan de skal bede om hjælp. Sådan havde jeg det i hvert fald. Men som en rigtig ven, så skal du trænge dig på, komme forbi med mad, da overskuddet til madlavningen er minimalt, komme forbi til en film – faktisk bare være dér! Blomster kan være dejlige at modtage, ja. Men det er ikke dét, som man har brug for, fordi det føles bare som om, at ulykken er sket! Man har brug for nærvær, kram og en skulder at græde ved, og dem som kan tilbyde dette, det er virkelig de sande venner. Hvorfor dette er mit bedste råd til dig, som står lidt magtesløs som ven/veninde/bekendt til en pårørende.

Relaterede indlæg